Vielse i Øster Skerninge Kirke


Der skal siges et par ja’er. Og der skal være stil over det, når man sådan skal smedes sammen. Vielsen finder derfor sted i smukke omgivelser i Øster Skerninge Kirke – en charmerende, hvidkalket landsbykirke med et smukt lyseblåt indre (hvis nogen nu skulle have lyst til at matche, så I ser ekstra skarpe ud på billederne).
Fun fact: Mathilde har aldrig været i Øster Skerninge kirke. Men mon ikke bruden nok skal finde vej op ad kirkegulvet alligevel? Vi krydser fingre.
Reception og fest på Edelsminde Gods


Vores bryllup skal fejres i de smukke omgivelser på Edelsminde – en idyllisk herregård med historie, charme og en helt særlig atmosfære. Ja, vi kalder det altså en herregård, selvom det officielt er et gods. For det er ikke et kæmpestort og pompøst sted. Til gengæld er det pænt OG hyggeligt.
Edelsminde er omgivet af skøn natur og marker, så hvis vejret tillader det, er der rig mulighed for havehygge. Og de eneste naboer i nærheden, som vi risikerer støjklager fra, når vi fester til solen står op, er rådyrene på marken. Og dem bestikker vi på forhånd. Vi er sikre på, Edelsminde bliver den perfekte ramme for en uforglemmelig dag fyldt med kærlighed, glæde og gode minder.
Vi glæder os til at fejre dagen sammen med jer på det lille gods!
Til jer, der ønsker at overnatte
Det er muligt at overnatte på Edelsminde Gods, hvor vi holder festen. MEN vi kan ikke garantere overnatning til alle. Overnatning foregår på en blanding af fælles soverum, dobbeltværelser og 4-personers værelser uden egne badeværelser. Vi er sikre på, det bliver hyggeligt, og at vi kommer til at sove udmærket, selvom vi skal komme hinanden lidt ved.
Vi har plads til mange overnattende, men ikke til hele gæstelisten, så meld hurtigt tilbage, hvis vi skal prøve at finde plads til jer på godset. Vi kan ikke garantere plads, men vi gør vores bedste for at få det til at gå op og melder tilbage, når vi har en plan, om I har en soveplads på godset eller ej.
Har man mod på at medbringe telt eller campingvogn, er man meget velkommen til det også.
Alternativt findes der flere gode overnatningsmuligheder i Svendborg-området, som I kan benytte.
